Sommeren står foran os, og det er tid til at nyde de lange lune aftener både inde og ude. Men hvordan gør du, hvis du gerne vil bringe sommeren ind i din bolig og nyde det ”varme” udtryk? Her følger gode indretningsforslag til dig, som vil have sommeren som roommate.
Pres dine yndlingsblomster og skab motiver: her har du sommerens måske letteste og billigste DIY projekt. Det eneste du skal gøre, er at tage dine sko på og gå en god lang tur, hvor du plukker de smukke blomster, du ser på din vej. Blomsterne skal så med hjem, hvor du presser dem. Hernæst kan du komme dem i en ramme og hænge dem op. Det giver et fantastisk flot motiv til væggen – særligt hvis du vælger en masse forskellige former og farver. Resultatet er let at gøre indbydende, og den kreative detalje skal nok tiltrække en masse positive vendinger fra gæster.
Feminine farver: Dette råd er nok mest til pigerne derude. Men rosa, klar rød – eller sågar en sart blå – er alle farver, der giver en let og lys atmosfære i rummet. Hvis du gerne vil vide, hvilke nuancer, der rører sig, så spørg i dit lokale farvecenter. Er du ekstra modig, kan du prøve kræfter med gulvmaling.
Puder: Fyld din sofa med smukke puder, der vrimler med farver og fantasi i motiverne. Husk også gerne at anvende forskellige størrelser puderne i blandt, så det får liv og sjæl.
Sommerlige møbler: Hvem siger at kurveflet kun hører til ude på din terrasse? Tænk i friskt møblement, så kan du give rummet masser af karakter. Tænk i flettede møbler eller inddrag den særlige charme fra en hængestol, som svæver elegant fra loftet. Hængestole kan fås med flet og fryns, hvilket passer perfekt til vores skandinaviske temperament.
Rislamper: Ja, de klassiske rislamper skriger af sommerstemning! De er nemme at sætte op, billige og så kan de anskaffes i alverdens flotte farver. Du kan dermed let skabe det helt rette skær, som falder blidt over din øvrige indretning og sætter et smukt punktum over det sommerlige indspark til boligen.