Hvis du følger lidt med i, hvad der sker inden for både hus-, have- og boligtrends, så ved du det sikkert allerede: Drivhuset er ved at gøre et kæmpe comeback, og flere og flere har efterhånden taget det lille (eller store) stålskelet med glasruder til sig. Danskerne har set fidusen i drivhuset, som kan bruges til meget andet end at dyrke tomater og agurker.
Drivhuse har mange fordele: De kan både være store og små, de kan bruges som en hyggelig udestue året rundt, du kan dyrke blomster og grøntsager deri, binde buketter, og uanset størrelsen eller typen på din bolig kan du altid finde et drivhus, der passer. Om det så er et helt orangeri eller et mindre vægdrivhus.
Drivhuset bliver et ekstra rum i boligen
Hvor drivhuse førhen mest af alt var en praktisk foranstaltning i de danske haver, er tendensen i dag i højere grad, at drivhuset er ved at blive vores nye udestue. På den måde får du et helt ekstra rum til boligen, hvor du kan trække dig tilbage, nyde naturen, lytte til stilheden og måske læse en god bog i ro og mag.
Det lille glashus er ved at blive danskernes nye udestue, og drømmen om at sidde i sit eget orangeri har givet de små drivhuse vokseværk, for der skal være plads til liv – og ikke kun det liv, der findes i potter. Du har sikkert også siddet klistret til skærmen på TV2 Fri, når Hellas Have har rullet over skærmen med en brændende lyst til at bygge dit eget orangeri som Hella? Det har vi i hvert fald, og ligesom Hella ser vi et uendeligt potentiale i drivhuset, som er blevet ikke kun havens, men også boligens refugium.
Et refugium, hvor der er fokus på afslapning
Medmindre du har en skov i baghaven, kan det være svært at finde tid til at komme ud i naturen, og netop derfor er drivhuse også blevet så populære, som de er. Du får mulighed for at komme ud i et grønt rum, hvor du kan finde ro i en ellers travl hverdag.
Det er altså ikke længere kun tomater og agurker, der vokser i drivhuset – det er også ro og fordybelse, hvor du kan nyde varmen uanset årstid. Bare solen skinner en lille smule, bliver det lille glashus nemlig varmet op, og du kan samtidig søge ly for regn og blæst.
En ny tendens i samfundet
Hvor man i 1970’erne investerede i drivhuse for at kunne dyrke agurker og tomater til madlavningen, er tendensen anno 2018 en anden. Nu bruges og bygges drivhuse i højere grad for at skabe glæde og for at komme tæt på naturen. Den nye tendens med drivhuse er tæt knyttet med en anden stor tendens: Nemlig at finde tid til den langsomme tilværelse og til fordybelse.
Det ses også i indretningen af drivhusene. Her er der nemlig gjort plads til afslapning med tæpper, stole, bænke, lyskæder og så videre. Mange vælger at kombinere drivhuset, således at der både er plads til at dyrke grøntsager og til at dyrke sjælefred, hvorfor det bliver et frirum, hvor der er plads til rendyrket leg og fordybelse.