Bolighandlens forløb

0

Det er en betydelig investering at købe en ejendom. Det er ikke noget de fleste af os gør særlig ofte og, der ligger for det meste store overvejelser bag. Det har jo betydning for dit liv, økonomi og trivsel mange år ud i fremtiden. Derfor kan det anbefales at få professionel hjælp til ejendomshandlen. Med en boligadvokat som rådgiver er du sikker på at handlen går rigtigt for sig, at alle dokumenter er grundigt gennemgået og, at du i det hele taget får en uvildig og grundig rådgivning, der gør at du kan købe hus uden bekymringer og vågne nattetimer.

Snak med din bank

Først og fremmest er det naturligvis nødvendigt at kontakte din bank inden du overvejer at købe et nyt hus. Det er banken, der afgør hvor mange penge, du kan låne og dermed har til rådighed ved et huskøb. Banken stiller et budget op i forhold til din økonomi og vurderer på baggrund af det, hvad du har råd til. Derefter kan du begynde at kigge efter huse i den prisklasse din økonomi tillader.

Få professionel rådgivning af boligadvokat

Når du kigger på hus, skal du huske, at en ejendomsmægler er sælgerens rådgiver. Han eller hun hjælper med at få huset solgt til den bedste pris og på de mest favorable betingelser – for sælgeren vel at mærke. Hvis du vil sikre dig selv de bedst mulige betingelser i en ejendomshandel, skal du få din egen advokatrådgiver, som du ved arbejder på at få den bedste handel i hus for dig. Det er her en boligadvokat kommer ind i billedet. En boligadvokat kan nemlig både gennemskue de juridiske finurligheder, der kan forekomme i handlens dokumenter samt hjælpe dig i forhandlingssituationer.

Få hjælp til at gennemskue tilstandsrapport og tingbogsattest

En boligadvokat har erfaring med at forholde sig til både tilstandsrapport og tingbogsattest. Begge dele er dokumenter, der kan få stor betydning for både din fremtidige økonomiske situation samt de muligheder, du har i forhold til den ejendom, du investerer i. I tilstandsrapporten kan man se de ting, der trænger til at blive udbedret ved ejendommen og, hvor kritiske de er. Er der mange kritiske anmærkninger, er ejendommens pris måske sat for højt, og en boligadvokat kan hjælpe dig med at forhandle prisen ned. Tingbogsattesten indeholder de byrder, der kan være tinglyst på ejendommen. Byrder kan både være rettigheder og begrænsninger for dig som køber. Det vil sige, at de kan have betydning for de planer, du har for renoveringer mm. af din bolig.

Husk advokatforbeholdet

Når du mener, du har fundet det rigtige hus og er nået frem til at skulle underskrive købsaftalen, så sørg altid for at få skrevet et advokatforbehold ind i aftalen. Når du har et sådan indskrevet, betyder det, at du ikke er bundet af din underskrift på købsaftalen, før din advokat har sagt god for hele aftalen. Det vil sige, at hvis din advokat opdager forhold, der er uhensigtsmæssige for dig, kan I enten forhandle aftalen bedre, eller du kan trække dig helt fra handlen uden at skulle betale den ene procent af købesummen, som du skal, hvis du benytter dig af den lovbestemte fortrydelsesret.
Testamente
Flytter i sammen som ugifte, bør I være særligt opmærksomme på reglerne omkring bolig og arv.
Sammenlevende arver ikke automatisk boligen og derfor kan det være en god sikring at oprette et testamente i forbindelse med boligkøbet.
Læs mere om oprettelse af testamentet her

Tegn en ejerskifteforsikring

Det er anbefalelsesværdigt at investere i en ejerskifteforsikring. Det skal gøres inden du overtager ejendommen. Hvis der viser sig at være fejl og mangler ved huset, som først viser sig efter overtagelsen af huset dækkes disse af ejerskifteforsikringen. Derfor er både sælger og køber for det meste interesseret i at tegne denne type forsikring og deles almindeligvis om betalingen af den. En ejerskifteforsikring dækker over det, der ikke er nævnt i tilstandsrapporten, og som hverken sælger eller køber kan antages at have haft viden om ved overtagelsen.

Share.

Leave A Reply